Vi gentager succesen og åbner sommerpensionat på Sølballegaard

OBS: Sommerpensionatet er nu udsolgt for 2021. Vi takker ydmygt for den overvældende interesse!

I skolernes sommerferie 2021 bliver det igen muligt for private at booke et ophold på Sølballegaard i hjertet af Nationalpark Mols Bjerge. Når du gæster Sølballegaards lille sommerpensionat, er der to overnatningsmuligheder:

Du kan bo på ét af vores 4 dobbeltværelser med sublim udsigt til Trehøje og Århusbugten, eget badeværelse og morgenmad. Det koster 1400,- pr nat inkl. opredning, håndklæder og morgenmad til to personer. Min. 2 overnatninger.

Eller du kan bo i én af vores 2 rummelige ferielejligheder, som hver har 3 gode dobbeltværelser, badeværelse, fuldt udstyret køkken, stue med spiseplads og smuk udsigt over Ebeltoft Vig. Egen indgang via det hyggelige gårdrum. Det koster 2400,- pr nat eller en fuld uge for 15.000,-. Min. 3 overnatninger. Prisen inkluderer opredning, håndklæder, forbrug og slutrengøring. Morgenmad kan tilkøbes, hvis du ønsker det.

Sølballegaards morgenmad består altid af gode, fortrinsvist lokale råvarer og specialiteter fra bl.a. Mols Bjerge Skovkvæg, Mariendal Mosteri, Simons Brød, Småkageriet, Helgenæs Honning, Tebstrup mejeri, Holmgaards marmelade og rigtig god kaffe fra Apelgren Jordt.

Rundt omkring i haven finder du hyggelige kroge, fodboldmål og en trampolin, bålpladser, en varm udebruser og udsigtsbænke. Det er alt sammen til fri afbenyttelse. Et par gange om ugen tænder vi op i vildmarksbadet.

I løbet af sommeren vil der være intimkoncerter i Sølballegaards sal (disse annonceres løbende på siden her og på Facebook). Som gæst kan du vælge at købe billet til koncerten – eller lade være. Men du skal selvfølgelig være indforstået med, at der på disse dage vil være mere liv på gården end normalt. På koncertdagene vil det være muligt at købe mad og drikke på gårdspladsen. Koncertarrangementerne slutter altid senest kl 22, så de forstyrrer ikke nattesøvnen.

Sølballegaard er et perfekt udgangspunkt, hvis du ønsker en aktiv ferie med masser af natur. Der er direkte adgang til nogle af Danmarks smukkeste (og mest kuperede) vandre- og cykelruter, og vi har flere gode badestrande tæt på. Vi har et par cykler til låns, og selvfølgelig tipper vi gerne om de bedste vandreruter.

Ebeltoft ligger ca. et kvarters kørsel væk, og her findes både hyggelige middelaldergader, gode restauranter og kaffebarer samt en række gode kulturtilbud, herunder det smukke og levende kulturcentrum Maltfabrikken. Brug også anledningen til at besøge vores favoritrestaurant Moment i Øko-landsbyen Friland – en vegetarisk gourmetrestaurant med flere Michelin-anerkendelser og en kompromisløs filosofi.

Hvis du ønsker at booke eller har spørgsmål til Sølballegaards Sommerpensionat, er du velkommen til at skrive til sofie@soelballegaard.dk.