Faciliteter

Det gør en forskel, når man mødes i rammer, der inspirerer og forkæler alle sanser. Kvalitet kan mærkes.

På Sølballegaard kan vi rumme både helt små møder, større virksomhedsevents og koncerter med op til 250 gæster. Vi har plads til i alt 21 overnattende gæster inden døre – og også mulighed for at supplere med glamping på blomsterengen. Alt er nyrenoveret med respekt for gårdens oprindelige arkitektur, og samtidig så lys og landskab inviteres ind.

Når du kommer hos os som virksomhedsgæst er det typisk med fuld forplejning og måltider fra vores mange dygtige, lokale leverandører. Det er også muligt blot at leje gården og selv stå for servicering og forplejning – fx til en større fest.

Normalt holder vi kun åbent for virksomhedsgæster, lukkede arrangementer og kulturarrangementer, men i afgrænsede perioder (fx sommerferien) lejer vi også ferielejligheder og værelser ud til private. Når det sker, annoncerer vi det her på siden og på Facebook.

Kontakt os gerne, hvis du vil høre mere om de forskellige muligheder, ledige datoer og priser.

Gården

Sølballegaard er en firlænget, stråtækt gård fra omkring 1870. Den ligger på en bakketop i hjertet af Nationalpark Mols Bjerge med udsigt til natur og hav på alle sider. Det unikke savannelignende landskab omkring gården er totalfredet og rummer fantastiske muligheder for vandring, cykling, ridning, vandsport eller yoga i det fri.

Fra vildmarksbadet og bålpladsen på Sølballegaards blomstereng kan man nyde udsigten til bronzealderhøjene Trehøje og til solnedgangen over Århusbugten.

Gården ligger midt i naturen, afskåret fra naboer og trafik og alligevel tæt på verden med kun ca. 20 min. til Aarhus Lufthavn og 45 min. til Aarhus C.

Konferencefaciliteter

På Sølballegaard har vi indrettet en fuld længe med konferencesal, workshoplokale og lounge. I konferencesalen er der plads til ca. 100 spisende gæster eller 250 til koncert. Vores workshoplokale rummer ca. 25 deltagere. Overalt er der forrygende udsigter til Nationalpark Mols Bjerge og Knebel Vig/Århusbugten.

Når der er brug for ekstra grupperum, inddrager vi ofte lounge-området og de to stuer i lejlighederne, hvor der sagtens kan sidde 8-12 personer i hver.

Der er naturligvis AV-udstyr af høj kvalitet i både konferencesal og workshoplokale samt hurtigt wifi på hele gården.

Værelser på Sølballegaard

Vores 4 store dobbeltværelser har eget badeværelse og den smukkeste udsigt til Trehøje, Nationalpark Mols Bjerge og Århusbugten. De er indrettet med gode senge, der både kan placeres som dobbeltseng eller hver for sig.

På værelserne finder du små spor af Mols – reliefferne på væggen er skabt af den lokale designer Signe Kirk med inspiration fra istidslandskabet og den barske, smukke natur. Sengetæpperne er naturindfarvet hør, farvet med lyng, som er en af de planter, der kendetegner nationalparken. Og flere af møblerne er designet af Spatial Code og bygget af den lokale snedker Nikolaj Engrob og dygtige folk fra Svend Erik Sørensens tømrerfirma.

Lejligheder

På Sølballegaard har vi to fuldt udstyrede lejligheder – lejlighed Øst og Lejlighed Nord. Begge er på 90 m2 og med 3 gode dobbeltværelser. Lejlighederne har køkken (med frys, køl og opvaskemaskine), badeværelse, en god spiseplads, hyggekrog med sofaer og direkte adgang til Sølballegaards charmerende, pigstensbelagte gårdrum og haven. 

Der er ingen fladskærms-tv, men til gengæld en blændende udsigt over Nationalpark Mols Bjerge og Ebeltoft Vig.

Lejlighederne kan benyttes som overnatning og grupperum i forbindelse med seminarer, events, fester og koncerter på gården. 

Overnatning ved større arrangementer

Hvis I er mange, har vi flere muligheder for ekstra overnatningspladser. På vores blomstereng og i haven er det i sommerhalvåret muligt at overnatte i en luksuriøs og stemningsfuld teltlejr. Der er plads til ca. 80 gæster i høje, lyse bomuldstelte med bund og opredning i senge. Teltlejren laves i samarbejde med Nordic Destination, og den kan rumme op til 70 gæster.

Derudover samarbejder vi med hyggelige Fuglsø Kro, som ligger blot 500 m. nede af grusvejen. Her har Elisabeth plads til 10 personer fordelt på 5 fine værelser.

Og endelig kan vi supplere med overnatning til rigtig mange på Fuglsøcenteret, som ligger ca. 1,3 km fra os.