Selina Gin

25.05.2023 –

20:00 –

Pris: 175 DKK

Døråbning: 19:00

Lyt til musikken her

Oplev Selina Gins smukke og personlige musikalske univers i Sølballegards intime koncertsal.

Foruden at være en af landets mest udtryksfulde og talentfulde vokalister er sanger, sangskriver og producer Selina Gin også et erfarent navn på den danske musikscene.

Hun slog sit navn fast i rocktrioen Nelson Can, som i sin aktive karriere fra 2012 til 2020 etablerede sig både i Danmark og internationalt. Bandet spillede bl.a. to gange på Roskilde Festival, adskillige gange på SPOT Festival samt turnerede i det meste af Europa, heriblandt optrædener på prestigefyldte branchefestivaler som Iceland Airwaves, Reeperbahn og Eurosonic – med rosende omtaler i internationale medier som DIY Magazine, NME og Rolling Stone Magazine til følge. Nelson Can spillede deres sidste koncert i januar 2020 i et udsolgt Store Vega og blev kvitteret med 5-stjernede anmeldelser i både GAFFA, Soundvenue og Politiken.

Allerede inden Nelson Cans opløsning, havde Selina gjort tilløb til en solokarriere. I november 2019 koncertdebuterede hun med sit liveband The Iconcs i intet mindre end Royal Arena som support for The National og i maj 2020 var hun blandt de optrædende til Heartland Festivals livestreamede koncertrække. I 2021 påbegyndte Selina Gin for alvor den stærkt imødesete solokarriere. Hun var nomineret til en Steppeulv for Årets Vokalist, to koncerter på Loppen i København blev hurtigt udsolgt, ligesom førstesinglen ‘Deep Blue’ var blandt Soundvenues Top Tracks og røg i rotation på P6 Beat. Samme skæbne overgik i øvrigt den næste single ‘Never Be The One’, som desuden kom på Politikens liste over ‘5 sange du skal høre nu’ og blev rosende omtalt af engelske Joyzine. Sangen udkom i øvrigt ugen efter at Selina Gin endnu en gang havde tryllebundet publikum (og anmeldere) ved sin koncert på SPOT Festival. Både GAFFA og Soundvenue kvitterede med 5 stjerner.

I november 2021 udkom tredje single ‘Favourite Melody’, som Selina Gin har skrevet og produceret i samarbejde med den danske kunstner Winnie Raeder, som har base i London.
I tæt samarbejde med Søren Buhl Lassen (Blaue Blume, Guldimund, Brimheim mfl.) lavede Selina sit debutalbum ‘Patiently Waving’, som udkom i september 2022. Albummet blev mødt med en lang række anmelderroser, heriblandt 5-stjernede anmeldelser i Jyllands-Posten, GAFFA og Soundvenue. Radioen tog også særdeles godt imod ‘Patiently Waving’. Singlerne ‘Young & Alive’, ‘Cause We Had It All’ og ‘Good Cry’ røg alle i rotation på P6 Beat, ligesom albummet var Ugens Album på P4 i uge 41.

I sine egne sange har Selina videreført minimalismen fra Nelson Can, men i et mere intimt, atmosfærisk og eftertænksomt univers. Et univers, som viser musikalsk alsidighed og overskud med smagfuld brug af synthesizere og guitarer. Et vigtigt aspekt i soloprojektet er desuden, at Selina selv producerer musikken foruden at skrive den. Det er også en medvirkende faktor til, at de meget personlige sange fremstår endnu mere nærværende og vedkommende.

Koncerten på Sølballegaard denne aften er med stående publikum. Vi åbner dørene kl 19. Der er ikke madservering, men baren er fyldt op med snacks, vin og øl fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Kom gerne i god tid og nyd en stund i smukke Mols Bjerge.

 

Anmeldelser af ‘Patiently Waving’:

»Hun kommer rundt i forskellige musikalske universer, men har hele tiden den røde tråd og en kurs for øje« (GAFFA, 5/6 stjerner)

»Uanset hvilken tangent hun spiller på, emmer hver tone af inderlighed, og den dybt nuancerede produktion indbyder til adskillige gensyn med ‘Patiently Waving’« (Soundvenue, 5/6 stjerner)

»Intet er overflødigt, stemmen, sangene og det på én gang dynamiske og sfæriske udtryk går op i en højere enhed på dette helstøbte værk« (Jyllands-Posten, 5/6 stjerner)

»Selina Gin har lavet et mesterligt album og hun indfrier helt sikkert de høje forventninger, der allerede var sat til hende« (Bands of Tomorrow, 4.5/5 stjerner)

»Patiently Waving is a heartfelt debut with lyrical and musical depth cradled in perfect arrangements. I hope this album brings her the huge success outside Denmark that she deserves« (Joyzine)

»Selina Gin is truly a master of her craft and has so much to offer in this album alone. She is a voice and a name to watch out for« (Girl at the Rock Show, 9/10)