Marie Mørck Quartet

14.07.2020 –

17:00 & 20:00

Pris: 150 DKK

Døråbning: 16:30

Lyt til musikken her
Arrangementet

Kom til intim koncert med et af de helt store håb på den nordiske jazz-scene, mens solen går ned over Mols Bjerge. Marie Mørck Quartet har netop udgivet deres debutplade (Fooling Around), som er blevet rost af anmeldere og publikum og spillet gavmildt på P8 Jazz.

For at sikre, at alle myndighedernes retningslinjer overholdes og vi passer godt på hinanden i denne corona-tid, laver vi to koncerter i Sølballegaards store sal med et stærkt begrænset antal billetter. Den første koncert er kl 17 (døren åbnes kl 16:30) og den næste kl 20 (døren åbnes kl 19:30). Det bliver en helt særlig og stemningsfuld oplevelse.

Allerede kl 16 åbnes Sølballegaards udendørs gårdrum og store have, og der vil være mulighed for at købe pizza og andre lækkerier fra Birks Køkken, øl og vand fra Ebeltoft Gårdbryggeri, et glas vin eller en kop god kaffe. Her er I velkomne til at kigge forbi – også selvom I ikke skal til koncert. Medbring gerne et picnic-tæppe og slå jer ned på blomsterengen med udsigt til Trehøje og Århusbugten.

Vi håber, vi ses til musik og hygge i bakkerne!

Kunsteren

Marie Mørck Quartet” er en upcoming nordisk gruppe med et kæmpe potentiale, som allerede har været vidt omkring, siden de mødtes på Skurups Folkhögskola i Sverige for tre år siden. Gruppen spiller sangerinden og frontfiguren Maries (DK, født 1994) egne kompositioner, hvor et drømmende og livligt jazzunivers folder sig ud.

Maries poetiske tekster om kærlighed leveres på intens og ærlig vis af hendes varme og sødmefulde vokal. Desuden formår hun også at træde ind i et univers af overbevisende scatsinging, som ellers er forbeholdt de få. Det mestrer hun på et niveau som er beundringsværdigt, og ikke mindst sjældent set i hendes alder. Tingene er gået stærkt det sidste års tid for Marie Mørck. Hun har deltaget i den internationale jazzvokalistkonkurrence “Riga Jazz Stage” og fået fast engagement på La Fontaine i København.

COVID-19
Vi synes det er vigtigt at passe godt på hinanden.
I forhold til risikoen for at blive smittet med Corona-virus følger derfor vi Sundhedsstyrelsens anbefalinger og holder os løbende opdaterede.
Vi vil samtidig gerne opfordre vore gæster til at følge disse simple gode råd:
• Føler du dig sløj? Så bliv hjemme.
• Undgå håndtryk, kindkys og kram
• Vask hænder hyppigt og grundigt
• Brug håndsprit/vådservietter
• Host i ærmet og nys eller host ikke på andre.
Parkering

Der er et begrænset antal parkeringspladser ved Sølballegaard, men der er offentlige p-pladser ved Trehøje, i Fuglsø by eller i Viderup.

Bor du i nærheden, er det oplagt at gå eller cykle til Sølballegaard – det er en smuk tur.