Geo Pjäserne – Udgivelseskoncert

29.10.2022 –

20:00 – 22:00

Pris: 0 DKK

Døråbning: 19:00

Billet købes i døren

Gratis udgivelseskoncert med talentfulde Mols-musikere

Geo-pjäsernas debutplade er første del af en kommende serie af udgivelser, hvor forholdet mellem landskab, kortlægning og musik undersøges. Albummet er optaget hen over syv varme sommerdage i Tved Kirke på Mols i 2021.

Pladen har ingen vokal, og består udelukkende af udtryksfulde strengeinstrumenter, som i kirkens kølige indre, får lov at søge begejstret vidt omkring, i et mix af folkemusikken fra Mols, new-age, bluegrass, højlandsviser og ny-klassisk musik.

Titlerne har musikerne genereret ud fra et tilfældighedsprincip, hvor tre informationer skulle indgå, sådan at hver komposition indeholder et fiktivt ’udsagn’, et land og et årstal. Pladens 11 numre er således et soundtrack til en fiktiv rejse. Forskellige musikalske, episodiske nedslag på verdenskortet, skabt af et system, som er ude af musikernes kontrol, og som man kan kalde tilfældets geografi.
Geo-pjäserna udgøres af forfatter og guitarist Rasmus Theisen og cellist og komponist Asbjørn Elle. De er begge opvokset på Mols og har i mange år arbejdet sammen i forskellige konstellationer.

Rasmus Theisen er uddannet fra Forfatterskolen i 2019. Han udgav sidste år romanen Andre hunde (Gyldendal, 2021), som netop har vundet Munch-Christensens debutantpris. Asbjørn Elle er uddannet musiker og komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2020, og selvudgav senest ambientpladen Modern Marine Archaeology. På hver af Geo-pjäsernas plader optræder skiftende gæstemusikere, og på debutpladen er det guitarist og sangskriver Søren Breum, som er med.

Pladen udgives på Forlaget Antipyrine og udkommer lørdag d. 29. oktober. På Sølballegård i Mols Bjerge vil gruppen på udgivelsesdagen spille albummet live i sin helhed.

Koncerten er gratis og med siddende publikum. Kig forbi, nyd Mols Bjerge, et godt glas vin og tonerne fra Geo Pjäserne. Du kan også købe et signeret eksemplar af det nye album, som foruden plade og smukt omslag også rummer et hæfte med billeder og små tekststykker forfattet af Rasmus Theisen.